Search
  • FlyFri2020

Hvordan ændrer vi vores flyvaner?

Updated: Mar 10, 2019



Dinah Wettergren bor i Hillerød, er 16 år og FlyFris første gæsteblogger.


Vi ved at vores rejser med fly forurener ekstremt, og vi ved også at flyvning er et af de steder hvor vi for alvor kan reducere vores CO2 udslip. Vi ved endda også, at flytrafikken stiger.

Hvorfor er det så at vi ikke ser nogen ændring? Hvad er det der gør at vi mennesker har en viden, som vi vælger at ignorere? Og hvordan får vi ændret det, så vi alle kan handle tilsvarende til klimakrisen?

Det er klart at vi alle sammen synes det er dejligt at flyve ud i verden, og komme på vores drømmeferie. Mange mennesker lever et liv for den ene, eller de to ferier de har om året. Det er det man arbejder for, og det man glæder sig til. Men flyvningen kan ikke længere indgå i vores ferier. Vi er nødt til at skille de to ting ad, så vi stadig kan holde vores elskede ferie, uden at flyve. Det kan lade sig gøre, og det er det der skal til. For vi står overfor en klimakrise, som vi skal have løst, for at vi fortsat kan leve på jorden. Det må være muligt at stoppe, for vores eget hjems skyld? For vores egen fremtid?

Vi må tænke mere fremad end hvad vi på nuværende tidspunkt gør, og møde udfordringerne som de er. Hvordan vender vi kursen mod noget mere bæredygtigt, som alle kan være med på? Jeg tror det handler om at ændre vores vaner, og vores livsmønstre. Det kan tænkes som at vi skal give slip på en dårlig vane. Vi er vant til at gøre alt det de andre gør, så det handler om at bryde fri af mængden og turde gøre noget anderledes. Det kunne være at det nye man gør, bliver endnu federe!

Så hvordan ændrer man sine vaner? Man tager en beslutning. Du tager simpelthen en bevidst beslutning om, at fra nu af vil du ikke flyve mere, for alle menneskers skyld, og ikke mindst for din egen skyld. Og så holder du fast i den beslutning. Du gentager den til dig selv, igen og igen, indtil din hjerne ved at sådan gør du nu. Og så skaber du en ny vane. En sundere en. Heldigvis for os alle sammen er der masser af alternativer til at flyve med fly. Måske ligger det eventyr vi længes efter at finde ude i verden, tættere på end vi tror.

Det er nemmere at gøre noget anderledes, når man er flere. Det er b laf derfor at FlyFri har sat et mål for 100.000 underskrifter. Jo flere der gør det, jo mere accepteret bliver det. Så få dine venner, din familie, og alle dine bekendte med på ideen, og så skal det nok blive lige så godt som en flyvetur, hvis ikke bedre.

Et af alternativerne til flyvning er at rejse med tog, og en god måde at gøre det på er med interrail. Interrail går ud på at du køber en billet med en varighed fra 15 dage til en måned, og så kan du rejse rundt frit i Europa med tog. Derudover kan du rejse med bil, bus, og færge, hvilket tager længere tid, men hvis man har de rigtige mennesker med sig, kan det blive en stor fornøjelse. Der er også vandreferier, cykelferier, og mange overraskende gode feriesteder hjemme i gode gamle Danmark. Man kan lade kreativiteten styre. Så simpelt er det!

Det er på tide at vi alle tager ansvar for vores egne handlinger. Det er på tide at vi vågner op, og ser den krise vi står over for, som den trussel den er, og handler tilsvarende. Hvis du vil have dig selv, dine børn, børnebørn, og mennesker over hele verden til at leve videre i en sikker og tryg verden, så er det måske slet ikke så stort et tab at droppe flyvningen.

Lad os mødes nede på jorden, i kærlighed.


Dinah Wettergren

0 views